Når en person rammes af en psykisk lidelse, vil det påvirke de pårørende, der er omkring personen – forældre, partner, børn, venner o.s.v. Livet som pårørende kan være hårdt og ansvaret og bekymringerne, der følger med, kan fylde meget i hverdagen. At være pårørende er også meget dilemmafyldt; på den ene side vil man gerne støtte og være der for den ramte, og på den anden side har man også en opgave i at passe på sig selv og forebygge at man selv bliver belastet.
Det er vigtigt at forholde sig bevidst til sin rolle som pårørende. Ofte vil man have god gavn af at søge information og rådgivning hos en psykolog. Jeg har erfaring med at hjælpe pårørende til psykisk sårbare enten gennem individuelle samtaler, parsamtaler eller samtaler, hvor både den ramte og den pårørende er med.
Pårørende til person med borderline
I min klinik ser jeg mange personer med borderline, og jeg har også en del henvendelser fra pårørende til personer med borderline. I forhold til borderline kan det være særlig svært at være pårørende, fordi den ramte kan svinge meget i sit udtryk og sindstilstand. Mange pårørende beretter om, at det kan være forvirrende, at man kan blive irriteret eller ender med at gå på listesko for ikke at skabe konflikter.
Det er min erfaring, at viden om borderline kan hjælpe til, at man bedre forstår personen med borderline. Det er især vigtigt at vide, at de stærke følelser ofte er udløst af en fornemmelse af at være svigtet, kritiseret eller uretfærdigt behandlet, og at det ofte er det, der er på spil – også selv om det er svært se for en udenforstående. Det er en fordel at kende disse symptomer og dynamikker, så man kan kommunikere bedre sammen, og så man som pårørende ikke hele tiden at føler sig personligt angrebet eller ikke får sagt sin mening.
Jeg tilbyder rådgivende og støttende samtaler til pårørende til personer med borderline og andre personlighedsforstyrrelser. Samtalerne kan også her være enten individuelle, parsamtaler eller samtaler, hvor personen med borderline/personlighedsforstyrrelse er med. Der er også mulighed for at kombinere de forskellige samtaleformer – tilpasset behovet.
Pårørende til person med fysisk sygdom
Når en person får en alvorlig fysisk sygdom, bliver hele familien påvirket både praktisk og følelsesmæssigt. Ofte sker der en ændring i rollefordelingen og den pårørende kan føle et stort ansvar. Spørgsmål om hvor meget, man skal stå til rådighed, hvordan man passer på sig selv, hvordan man finder sig selv tilrette i den nye rolle, og hvordan man kommunikerer godt sammen bliver pludseligt aktuelle. Jeg tilbyder støttende samtaler til pårørende til personer, der er ramt af fysisk sygdom. Jeg har især erfaring med senhjerneskader og Parkinsons sygdom.